Sådan indretter du børneværelset på budget

Alle forældre deler drømmen om, at den lille, nye guldklump aldrig skal mangle noget her i verden. Derfor spinkes og spares der, for at få råd til det sjoveste legetøj, det smarteste tøj og den sikreste autostol. Et af de steder der kan spares penge er på børneværelset. Læs med og hør hvordan.

Budget vs. kvalitet?

BabyDet er vigtigt at pointere, at det at bruge mange penge på ting og udstyr til børnene ikke er ensbetydende med at være en bedre forælder. Det er nemlig ikke værdien, størrelsen eller ’wow-faktoren’ for de materielle ting, der sætter standarden for, hvor god en forælder man er. Naturligvis vil man som forælder gerne være i stand til at give sine børn flotte gaver eller gode oplevelser, men vær rolig ved tanken om, at her hænger kvalitet og budget ikke nødvendigvis sammen som ærtehalm.

Det er nemt at skabe gode oplevelser og flotte ting på budget – for i sidste ende er børnene noget nær ligeglade (i hvert fald indtil de når teenageårene).

Invester i fremtiden

Bare rolig, I skal ikke ud og sætte juniors børneopsparing i tvivlsomme aktier. Hvis man derimod tænker helt lavpraktisk omkring indretningen af børneværelset, er det en god ide at tænke så langsigtet og praktisk som muligt. En klar anbefaling er derfor at investere i møbler til børneværelset, som junior kan bruge i mange år.

Det kan være nok så tillokkende at købe den helt store puslekommode med himmel, udskårne engle og snirkler og snørkler, der koster det hvide ud af øjnene. Den vil uden tvivl gøre sit mens baby er lille – men for hvem? Tro os, din baby er ligeglad med hvor der pusles, bare der kommer en tør ble på. Derfor bør man investere i møbler med flere funktioner, som I eller junior kan bruge i fremtiden. For hvem siger at en flot kommode ikke kan fungere som pusleplads de første par år, for så at blive brugt i gangen bagefter?

Uundværlige møbler – også for forældrene

Et nyt familiemedlem kræver nye møbler – den er svær at komme udenom. Men i stedet for at købe jer fattige i deciderede ’børnemøbler’, er der penge at spare ved at se frem.

En ammestol skal være behagelig og praktisk, da den med garanti vil blive brugt meget. Derfor kunne det være en sparsommelig ide at investere i en god lænestol, som kunne bruges som ammestol det første år, men som også går godt sammen med sofaen, så denne efterfølgende kan rykke ind i stuen.

Sidst men ikke mindst er der penge at spare ved at investere i en god seng – fra start. I stedet for både vugge, juniorseng, køjeseng og til sidst en enkeltmandsseng, kan man vælge at ’nøjes’. En vugge er en obligatotisk nødvendighed, men dette gælder fx ikke en juniorseng. I stedet er der mange penge at spare ved at ’hoppe over’ juniorsengen.

Indret med gør-det-selv og hobbyer

En anden måde at spare penge på indretningen af børneværelset er ved at ’gøre det selv’. Ingen panik – man kan sagtens gøre det selv uden at bevæbne sig med slagboremaskine og gulvsliber. Der er nemlig rigtig mange sjove, fine og søde ting man selv kan lave til at bringe liv og stemning ind på børneværelset – uden det store boremaskine-kørekort.

Er du en haj til at strikke eller hækle, er det nu du kan omsætte dine talenter. Netop nu er det på højeste mode med hjemmelavede bamser og rangler. Lige netop bamser og rangler skal baby nok få masser af. Derfor er det vores anbefaling at hækle/strikke noget, som giver liv til værelset. Eksempelvis kan man hækle små dyr af Zpagetti garn, som kan sættes sammen i en uro over juniors seng.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar