Ideer til børnefødselsdagen – konkurrencer og lege

Børnefødselsdage gemmer på mange fantastiske muligheder for at planlægge lege og konkurrencer, som gør dagen ekstra sjov for både fødselsdagsbarn og gæster.

Læs med her, og få inspiration til hvilke lege og konkurrencer I kan arrangere til næste fødselsdag. Der er gode tips og ideer til både de mindste og lidt ældre børn.

børnefødselsdagen

Lege

Gode lege hører til hver en vellykket børnefødselsdag. Lege kan gøre dagen magisk og sjov og uforglemmelig. For eksempel er det næsten altid et hit at gøre børnefødselsdagen til en temafest. Det kan være en utroligt god måde at inddrage noget, dit barn er særligt glad for.

For eksempel kan I lave superhelte fest, farvetema-fest eller tropisk fest med farverige saftevands-drinks og bløde Hawaii-toner på anlægget.

Nedenfor er samlet et par ideer til sjove lege, som kan sætte gang i børnefødselsdagen og sikre, at alle har en uforglemmelig dag.

Skattejagt – lad fantasien få frit spil

Skattejagt er en ideel leg at arrangere til børnefødselsdagen. Det kan både foregå indenfor og udenfor, og der er også mulighed for at inddele børnene i flere hold, hvis det er en stor fødselsdagsfest.

Der er mange fordele ved skattejagt, men den primære er nok, at det virkelig aktiverer børnenes fantasi. I kan eventuelt koble det sammen med et tema, hvis I holder temafest, så børnene er superhelte på jagt efter den svundne skat, som skal redde universet.

Skattejagten er en leg, som holder børnene beskæftiget i noget tid, og desuden fordrer samarbejde og teamwork. I kan gøre det så kort eller langt, komplekst eller simpelt, som I gider. Husk dog at det typisk kræver lidt planlægning – særligt hvis I ønsker mange poster undervejs.

Hvorfor skattejagt er et hit:

  • Fantasien får frit løb
  • Kan kombineres med temafest
  • Børnene skal arbejde sammen
  • Børnene er beskæftiget længe

Dåseskjul – skæg gemmeleg for alle børn

Dåseskjul er en utroligt sjov udendørs leg, som efterhånden har underholdt børn og unge på tværs af mange generationer. Den er ideel til, hvis I har en lidt større have eller har adgang til en park tæt på, hvor I bor.

Dåseskjul er både en gemmeleg og en fangeleg, og den fungerer ved, at ét barn starter med at være fanger – det kan for eksempel være fødselaren. Fangeren skal stå ved ”dåsen” (det kan være hvad som helst – en tom madkasse, eller et træ for eksempel), og skal så holde sig for øjnene og tælle til 50 eller 100.

Imens gemmer de andre sig. Når fangeren har talt færdigt, skal han eller hun ud at finde de andre, der har gemt sig. Når fangeren får øje på én, skal de to løbe om kap tilbage til dåsen.

Hvis fangeren når dåsen først, skal den fundne person stille sig her og vente. Hvis den fundne person når dåsen først, skal personen råbe ”alle ud af dåsen”, og så må alle, som er taget til fange ved dåsen løbe ud og gemme sig igen, og fangeren skal tælle forfra.

Derfor er dåseskjul et hit:

  • God mulighed for frisk luft
  • Børnene får god motion
  • Der er underholdning i mange timer

Konkurrencer

De bedste børnefødselsdage har også sjove konkurrencer, hvor børnene kan dyste mod hinanden og prøve nye ting af. Her har vi samlet to forslag til konkurrencer.

Æble stafet – god til en lun sommerdag

Du skal bruge to store baljer eller kar med koldt, rent vand. Put et æble i hver. Herefter deles børnene op i to hold.

En fra hvert hold løber hen og skal med munden fange æblet i spanden og tage en bid. Så skal æblet ned i vandet igen, deltageren løber tilbage til den næste som skal hen og spise af æblet.

Det hold der først får spist deres æble har vundet.

Derfor er æblestafet et hit:

  • Masser af adrenalin og motion
  • En sund konkurrence
  • God måde at køle ned på en varm dag

Stopdans – sved på panden til god musik

Stopdans er en virkelig underholdende leg, hvor børnene får lov til at slå sig løs til deres yndlingsmusik. Den passer både til yngre og lidt ældre børn.

En dommer udvælges, god musik sættes på, og deltagerne danser. Pludselig stoppes musikken og deltagerne skal stå stille.

Hvis man rører sig, tages man ud af legen af dommeren. Til sidst er kun én tilbage på gulvet, som kåres som vinder.

Derfor er stopdans et hit:

  • God til yngre og ældre børn
  • Mulighed for motion
  • Sjov konkurrence med børnenes yndlingsmusik

Relaterede artikler

Skriv en kommentar