Den største gave for en nybagt mor er uden tvivl at se omverdenens glæde og lykke ved det lille ny menneske, som hun har bragt til verden. Det slår enhver fint indpakket gave, uanset hvor smuk sløjfen måtte være.
Det er dog samtidig hårdt at få en lille baby ind i sit liv. Søvnen bliver forstyrret og pludselig er det et helt andet menneske end én selv, der sætter dagsordenen.
Hvis man spørger en nybagt mor, hvad hun oprigtigt ønsker sig allermest, svarer hun med stor sandsynlighed ”en hel nats søvn”. Det er nok de færreste forundt at kunne hjælpe med netop dette, men man kan finde masser af gaver til en nybagt mor, der minimerer behovet for en fuld nattesøvn en smule – fordi gaven glæder og dermed medfører lidt mere overskud i en ellers tit lidt presset periode i en kvindes liv.
Personlig gave til nybagt mor
Hvis du er tæt inde på livet af den heldige nybagte mor, er en personlig gave ikke alene oplagt, men også en ekstra lejlighed til at få skabt endnu flere minder omkring barnets ankomst til verden.
Er det din kone, forlovede eller kæreste du er på udkig efter en gave til, er smykker det absolut mest fantastiske at få af sit nyfødte barns medforælder. En ring, en halskæde eller et ur vil være et evigt minde for en mor om dengang, barnet blev født. En dag, der for de fleste kvinder vil være en af de største i deres liv.
En nybagt mor fortjener forkælelse
Når man bliver mor, er man også nødt til at tilsidesætte sine egne behov i en vis grad og derfor glemmer en nybagt mor også tit at gøre noget ekstra for sig selv. Ikke mindst fordi, der sjældent er tid til det.
Derfor er forkælelsesgaver også en oplagt idé, hvis du gerne vil give den nye mor en gave.
Her er et gavekort til hendes faste frisør en særdeles kærkommen gave. Især fordi både graviditet og amning kan gøre håret rigtig trist og udpint. Med et gavekort til en hårkur og en opfriskning af frisuren, vil den nybagte mor uden tvivl komme strålende ud fra salonen fyldt med ny energi.
En anden idé til forkælelse kan være en omgang blid wellnessmassage, hvor hun får lov til at slappe helt af. Gå dog uden om dybdegående massage, da denne ofte medfører ømhed i dagene efter, hvilket er uhensigtsmæssigt med en baby derhjemme. Vælg i stedet en afslappende massage, som er 100% behagelig. I mange byer kan man finde decideret barselsmassage, hvor baby endda er velkommen sammen med den nybagte mor.
Husk at tage højde for at nogle kvinder ammer og derfor ikke kan være væk fra deres baby ret længe ad gangen, ligesom andre måske har det svært med at efterlade deres lille ny. En hel dag i wellness kan derfor være for meget for nogen, selvom det kan virke fristende at gå all-in på forkælelse.
Aktivitetsgaver til nybagte mødre
Når man er på barsel kan dagene blive lange, hvis der hver dag sker præcis det samme. En god gave til en nybagt mor kan derfor også være noget, der gør hendes barsel lidt sjovere.
Mange biografer har babybio, hvor mødre kan tage deres babyer med ind i salen. Et gavekort til babybio vil med garanti vække glæde – og giv hende gerne et gavekort til 2, så hun kan tage afsted sammen med en veninde.
En anden populær aktivitet i barslen er babysvømning, ligesom der i de fleste byer også findes andre barselsaktiviteter som eksempelvis babymassage og babymotorik. Alt sammen noget der også kan købes gavekort til og foræres til den heldige mor. Måske sammen med lidt ekstra i form af badebleer til babysvømningen, særligt babymassageolie til babymassagen eller motorikbolde til babymotorikken.
En sidste idé kunne være det lidt nyere koncept, en babykuffert. Her kan den nybagte mor hver måned få tilsendt en kasse med lidt forkælelse til hende selv og sager til baby, der passer præcis til den lilles alder og udvikling. Ved at give hende et abonnement hertil sikrer du dig, at der er lidt nyt til både baby og mor hver måned, i stedet for blot kort efter fødslen.
Traditionelle gaver til en nybagt mor
De klassiske blomster slår aldrig fejl – nybagt mor eller ej. For at gøre det lidt anderledes end normalt, kan du dog tilføje et lille twist, så din blomst alligevel bliver husket.
Mange blomsterhandlere tilbyder månedsbuketter, hvor man som nybagt mor automatisk kan modtage en ny buket i et vist antal måneder. På den måde varer glæden ved i længere tid end den uge, en buket traditionelt plejer at holde.
Du kan også blot vælge at give et enkelt gavekort til en buket i stedet for. Mange nybagte forældre får barselsbuketter fra nær og fjern og derfor kan blomsterne nemt drukne blandt alle de andre. Og forærer du ovenikøbet buketten til den nybagte mor på sygehuset, kommer den sandsynligvis slet ikke med hjem, da traditionen er, at man lader buketterne stå dér.
Med et gavekort derimod, kan modtageren i stedet hente en frisk buket hos blomsterhandleren, når hun har lyst. Når du forærer den væk, kan du med fordel gøre det sammen med en lille æske luksuschokolade eller en lækker bodylotion, så der også er lidt ekstra dejligt allerede ved modtagelsen.
Har du brug for endnu flere gaveidéer eller leder du efter gode råd om barselsbesøg og idéer til barselsgaver kan du læse mere her